seende den havde for Sandserne, og nødvendig indviklet i alle Folkeslags Sprog, fik den desuden nu overalt, ved hine Vises Bifald, endogsaa videnska» belig Anseelse. Den udbredtes bestandig videre. Bed Sprogene var den kommen i Bibelen, der maatte tale menneskelig med det sandselige Menneske, ligesom Hebraisk med Hebræ renz den steeg omsider af Bibelen i Præstes Hovedet, som indhyllede dette naturlige Produkt af menneskelig Organisation (ligemeget om det var af Uvidenhed eller Lift) med Himlens Glorie, og fordrede Tilladelse for den nye Helgen, som for saa meget andet menneskeligt Træbillede. Saaledes blev der af en blot Phrase en Guds - Dom. Hiin første Idee om Jordens Bevæ gelse blev derved ligesom ercommunicerts at tage den i Forsvar var ikke blot betænkeligt, det kunde blive halsbrækkende. Nu betænke man: denne af Oldtidens

største Viise forkastede, foragtelig synende, udraabte, vovelige og halsbrækkende Idee, som selv en af den nyere Tids største Tænkere, Stifteren af fand Naturlære, Bacon af Verulam, som endogsaa kjendte den kopernikanske Lære, endnu fandt aldeles uden Værd, denne lærte C. at kjende af flygtige Beskrivelsers den opvækker hans Opmærksomhed,

:

han prøver den og tager den i Forsvar. Dette gjorde en Domherre i det 15 Aarhundrede, midt. blandt Domherrer (det har noget at betyde) ikke under Grækenlands eller Italiens milde Himmelegn, men iblandt Sarmater og paa Grændserne af den da kultiverede Verden. Han forfølger denne Idee med utrættelig Flid, ikke et Par Aar, men igjennem Halvdelen af sin 70 aarige Levetid; sammenligner den med Himlen, bekræfter den omsider, og bliver saaledes Stifteren af et nyt Testamente i Astros nomien. Og alt dette udrettede hän – hvilket man ikke maae forglemme, næsten hundrede Aar førend Kikkertens Opfindelse, med usle Træinstrumenter, som ofte vare inddeelte med Blækstreger. dette ikke var en stor Mand, hvo i Verden kan da gjøre Fordring paa dette Navn? Dette gjorde den Ordens Aand, som boede i ham, der nedstammende fra Himlen forplantede sit eget Væsen i dens Værker, og saa meget lættere kunde kjende Orden, da den selv ved indvendig Styrke var bleven friere.

Derfont

Keps

Eopers

ler siger derte i faa Ord med stor Styrke. nikus en Mand med det største Genie, og en frie Aand. Sekte- og Præste - Aanden hvilede ikke over ham,

Denne Omkreds af Gangen i hans Foretagende viser allerede den overordentlige store Mand. Nu vil vi med mueligste Korthed følge Hovedskridtene. Her viser han sig i sin højeste Glands. Han lader alle de Gamle, som man kaldte hans Forgængere, uendelig langt efter sig, og staaer allene.

Det

Det er sandsynligt, siger han, at den hele Verden er rund, ligesom Solen og Maanen. er den meest fuldkomne Figur, og inden dens Grandser den viideste. Ligesom Vanddraaben overladt til sig selv stræber efter denne Form og kommer til Rolighed i den, saaledes er det formodentlig ogsaa hist. Saaledes er ogsaa Jorden med det Vand, som den indeholder, rund; dette beviser han omstændelig. Fra Jordens runde Figur kommer han til dens Be vægelse. Man troer, siger han, den hviler i Midten, og holder det endogsaa for latterligt at troe det Modsatte. Men naar man betragter Sagen med Opmærksomhed, saa mærker man strax, at dette just ikke er saa ganske afgjort. Man betænke blot hvorpaa vi grunde vor Dom om Bevægelsen. Naar Diet bevæger sig eensformig med den bevæs gende Ting mod en vis Egn, saa mærker man ingen

Bevægelse. Vi see Himlen i en Bevægelse, som river alting bort med sig, undtagen Jorden og hvað der er omkring samme. Tillægge vi nu Jorden en Bevægelse i modsat Direction; saa maatte jo alting vise sig just paa samme Maade, dersom Himlen stod stille. Da nu Himlen omgiver og indslutter alting i sig, men Jorden derimod omfattes af den; saa indseer man dog ikke, hvorfor Bevægelsen just skal tilkomme hiin, og ikke denne. Adskillige Gamle have derfor ogsaa for længe siden troet, at det var Jorden, som drejede sig. (Her nævner han Hee raklides, Ecphantus og Nicetas.) Ans tager man dette saa opstaaer der ogsaa endnu nye Tvivl om Jordens Sted. Thi naar man antager at Jorden ikke staaer i Verdens Middelpunkt, men dog ikke saa langt derfra, at denne Distance var bec tydelig med hensyn til Firstjernernes Distance, men blot til Solen og de øvrige Planeter; saa følger heraf sikkert ingen upassende Forklaring over disse Himmellegemers Bevægelse, naar man antager, at de drejede sig om et andet Middelpunkt, end Jors den; som jo desuden følger af deres meget mærkelige Forskjellighed i deres Distance fra Jorden. At ikke blot vor Jordkugles Halvdiameter, men ogsaa

i

Jordens Distance fra Verdens Middelpunkt Sammenligning med Firstjernernes Distance er et ukjendeligt Punkt, et blot Intet, er tydeligt deraf, at Horisonten bestandig halverer Dyrekredsen, ihvor end Jorden staaer. Ligger Kredsens Begyn delsespunkt i den østlige Horisont, saa ligger Steenbukkens lige i den vestlige, og omvendt. Horisonten er altsaa en Flade, som altid synes at ligge i Verdens Middelpunkt, til hvilken Lid man ogsaa lægger den i Jorden, som dog ikke staaer i hiint Middelpunkt. Jeg troer ikke at jeg vidtløftig behøver at bevise Læseren, at dette er en af de største og dristigste Tanker, som Mennesket nogensinde har vovet, men som man ogsaa kunde vente af den Mand, der i de første Linier af sin Bog ved Solens og selv Universets Afrundning kan tænke paa en Vanddraabes. Vist nok kjendte han langt fra ikke Solens Distance med den Grad af Nøyagtighed med hvilken vi kjende den**, det var efter Instrumenternes daværende Bes

I dette ligger han siden efter Solen.

I den IV Bog 19 Cap. i hans Verk sætter han Solens første Afstand fra Jorden liig 1179 Halvdiametere af den sidste, altsaa 20 gange mindre, end den er efter

de nyers.