Baand at forene Stammer, som gammelt Had adskilte, stiftede han Broderskabsordenen. Denne Orden gjorde af uenige Medborgere, een' Familie, hvis Bestræbelser alle bidroge til den Hovdings Storhed, der styrede den. Han maatte gjøre Fine Fiender Modstand, og med væbnet Haand drive dem tilbage; da var det, at han viste sit uforsagte Mod, at han lagde sine Feltherretalenter for Dagen. Seier eller Død var det Valg han gav sine Soldater. Haab om et stedse redelig deelt Bytte oplivede deres Mod. Vished om en guddommelig altid nærværende Bistand gjorde dem uovervindelige. Nødt til Kamp uden anden Hær end Medinas Borgere alene blev han sine Fiender: overlegen ved Hurtigheden af fine Angreb, de fordeelagtige Stillinger, han vidste at vælge, de Krigeres Tapperhed han dannede. Imedens han i alle Hjerter tændte Fanatismens Ild, bevarede han selv Kulde midt i Slagets Hede, bemærkede alle Fiendens Bevægelser, og nyttede enhver Feil, tog sin Tilflugt til en Krigslist for at frarive ham Seiren. Kampen ved Ahed — den eneste, hvor Lykken var ham ugunstig tilkjendegav hans Genies Tilflugtskilder og det Herredømme han havde over

Gemytterne.

De seirende Afgudsdyrkere vovede ikke at forfølge deres Fordel, og Ingen af Muselmanerne forlod` sin Profet. Da Jødernes Øde-, læggelse og adskillige arabiske Stammers Undertvingelse havde udvidet hans Magt, sendte han Gesandter til fremmede Herskere. Han smigrede sig ikke med at see dem alle antage Islamismen; men han beredede sig et Paaskud til at angribe dem, naar Tiden maatte komme. og Seier aabnede Mekka, Strømmen, sine Porte for befalede der som Herre.

Efter otte Aars Kamp tvunget til at følge Seierherren, og han Tilbage i Medina syffela

Dybt

fatte han sig med at sammenbinde sit nyfødte Riges adspredte Lemmer og at give det Bestand. bekiendt med Mennesket, valgte han næsten altid store Mænd til Statholdere, til Feltherrer. Abubekr, Omar, Othman og Ali fulgte ham i Regjeringen, og udvidede snart Rigets Grændser. Hans ærelystne Blik vendte sig med Behag að Syrien. Ud= sendt for at hævne Mohameds i Fredens Skjød myrdede Gesandt havde den tappre Khaled over Grækerne indlagt sig en af de meest forbausende Seire, som Aarbøgerne omtale. Adskillige Tufende Grækeres Blod var tilstrækkeligt til Hævn,

men ikke for Ærgjerrigheden. Mohamed vilde sønderstykke Heraklius's Rige; men ligesaa sindig i Forholdsregler, som snar i Udførelse, indfaae han, at han, før han angreb, maatte betrygge sig de smaa Fyrster i det stenige Arabien. Han som otte Aar forhen ikke kunde samle flere end 313 Soldater under sit Banner, rykkede mod Syrien i Spidsen for 30000. Efter, som Lynet, at have gjennemfaret Sandørkenerne, slog han Leir i Tabuk.

Tyve

Dage vare ham nok til at undertvinge alle Folkene indtil Syriens Grændser. Rig paa Bytte og bedækket med Ære vendte han tilbage til Medina. Her erfarede han Heniarkongernes Underkastelse, De afgudiske Fyrster ydmygede sig en efter en, og antog hans Lære. Hin store Halve, som strækker sig fra det røde Hav til den persiske Havbugt, adlød, hans Love. Han beredede sig til at falde ind i det græske Keiserrige; meer end 40000 Krigere skulde omkaste Cæsarernes Trone, da Døden standsede hans, Fremgang. Ved Tidende herom sank Medina i en Bestyrtelse, der viser hvilket Herredømme han havde over Gemytterne. Ligesaa dybsindig Statsmand, som stor. Feltherre, havde han opreist sin Magt paa saa sikker en Grund, at Arabien blev Islamismen tro,

og at hans Efterfølgere kun behøvede at følge den Vei, han havde udkastet for dem. Han havde saaledes høinet fine Daadfællers Sjel, at adskillige bleve ypperlige Harførere, og at de snart under Navn af Sarasener, styrtede Persernes Trone, sønderlemmede Orientens Keiserdømme, erobrede Ægypten, Syrien, Nordafrika, undertvang Spanien, og truede ved Slag og Seire at lægge hele Jorden i Lænker. Saadan var Virkningen af den Entusiasme, Mohamed indskød de i hans Skole opdragne Krigere. De store Monarkier, hans Ef= terfølgere stiftede ere forsvundne, saasom Talenter ikke, lig Konger følge paa hinanden, men de Love, han gav, have overlevet Rigers Fald. I tolv Aarhundreder har en stor Deel af Jorden hædret hans Minde, og blindt fulgt hans Religion. Østerlændernes Vise, skjønt nægtende ham Ravn af Profet, betragte ham som en stor Mand, og neppe vil upartisk Historie kunne underkjende denne Dom.

J. Kragh Høst.

Gustaf den Tredie.

Siden store Riger have dannet sig i Europas tempererede og frugtbare Egne, er Nordens de gothiske Kongers Indflydelse paa vor Verdensdeels Skjebne bleven i og for sig selv saa ubetydelig, som dens utaknemmelige, af Jis stivnende Jordbunds ringe Befolkning alt af Naturen synes at have bestemt den til at være. Men den gamle Helteaand-hvormed disse Landes dristige, frie Indvaanere fordum i toileløst, overmodigt Misbrug af deres Kræfter, overfaldt de blidere, svagere, af Agerbrug sig nærende og forholdsmæssig sædeligere Nationer omkring dem, røvede fra dem og ødelagde deres Skibsfart og Handel paa Nord- og Østersøen, -levede dog endnu stundom op igjen hos deres Konger.

Da Liesland endnu var en Provinds af det svenske Rige, og Sigismund herskede baade i