stel. Den halve Jord tilhøre dig, den anden halve

mig." Men dette blev Svaret:

Apostel til Moseilama den Løgner.

Mohamed Guds

Jorden tilhører

Gud. Den, som ham behager, giver han samme til Arv. Seieren vil ledsage dem, som frygte ham.“ Moseilamas Talenter svarede ikke til hans rgjere righed. Hans Rige stod kort. Han faldt i et Slag, Khaled, under Abubekrs Kalifat, leverede ham.

Arva, Takifiternes Fyrste, var fraværende. da Muselmanerne beleirede Taief. Han kom til Medina og antog Læren. Han vilde være sit Folks Apostel og Mohamed spildte sine Forestillinger om Farligheden af dette Forsøg. Et dræbende Pileskud blev Lønnen for hans Nidkjerhed.

Kaab, Zohairs Søn, som havde været fredles, vovede at komme tilbage. Netop da Mohamed, omringet af en talrig Forsamling, var i Moskeen, viste han sig midt i Mængden. Han erklærede sig Mohamedan og fremsagde et Digt, hvilke Araberne siden stedse betragtede, som et Kunstmesterstykke. Mohamed følede sig saa smigret ved Digterens Hæderssang, at han tog sin Kappe af og

iførte ham. Denne Kappe afkjøbte Kaliferne siden Kaabs Arvinger og bare den til Høitider.

Freden herskede i Arabien. Nogle smaa Fyrster havde vel endnu ikke bøiet sig under Aaget; men Mohamed ansaae dem ikke frygtelige nok til for dem

at opsætte Udførelsen af fine Planer. Han vilde ome kaste Nabo-Kongernes Troner og bemestre sig deres Stater. Det rige Syrien lystede han efter, og lod Døden ham end ikke Tid til at opfylde dette Ønske, viste han i det mindste sine Efterfølgere Veien. Da han havde hørt, at Grækerne samlede Tropper paa Grændserne, forkyndte han dem den hellige Krig. Imod denne vilde hans sædvanlige Overraskelses Politik have været hensigtsstridig. For at hans Muselmaner tilbørlig skulde anspænde sig, udviklede han for dem de Vanskeligheder og Møisommeligheder de havde at overvinde, de Fienders Mængde og Mod de skulde bestride. Tilberedelserne fkete i den hedefte Tid. Tørke og Ufrugtbarhed ødelagde Medinas Egn. Forventningen af nye Frugter, Haabet om en nær Høst lænkebandt Modet. En frygtelig Hær fordrede overordentlige Udgivter. Mohameds Veltalenhed og Fasthed seirede over alle disse Hindrin

ger.

Abubekr opofrede sin hele, Omar sin halve Formue til den hellige Krig.

Med 20000 Fodfolk og 10000 Ryttere begav Mohamed sig paa Marschen og slog Leir et Par Miil fra Medina. Abdallah, den Vantroende kaldet, blev der tilbage med sit Parti. De dreve

Spot med dem, der, forledede af en overtroisk Nidkierhed, udsatte sig for saa mange Farer i den fors tærende Hede. Men iblandt Muselmanerne vare kun Tre, som undslog sig for at møde efter deres Feltherres Befaling.

I sin Fraværelse havde Mohamed betroet Styrelsen af Medina til den kiække Ali. Afgudsdyrkerne, som fnos af Harme, vilde vække Mistanke i dennes Hjerte og udspredede at Mahomed havde ladet ham tilbage af Avind over hans Daad. Herved vaagnede Alis Ærelyst. Han ilede til Leiren og underrettede Profeten om dette fornærmende Rygte. Det er Bedragere, svarede denne, vend Du tilbage, vær min Statholder, bær Omsorg for min Familie. Skulde Du ville afslaae at indtage det Sted ved min Side, som Aaron havde ved Mose's? Beroliget vendte Ali tilbage og bragte Misundelsen til Taushed.

Efterat have gjennemvandret vidtløftige Drkener og udstaaet utrolige Møisommeligheder ko,a Hæren til det frugtbare Tabuk, hvor den fandt

Der standsede Mohamed

Vand og Palmetræer. for at indhente Underretning om Fienden. Da han havde erfaret, at denne havde draget sig tilbage, indskrænkede han sig til at undertvinge de smaa Fyrster, der i Egnen for at betrygge sig Syriens Grændser. Herfra tilskrev han og Keiser Heraklius Hans Gesandt blev modtaget med Hæder og afskediget med smukke

igjen et Brev for at omvende ham.

Ord.

Forfærdede ved en frygtelig Armees Nærværelse ilede Indvaanerne af de nærliggende Borge og Stæder, at afværge Stormen. Udsendinge fra

dem hyldede i Tabuk Muselmanernes Anfører. Yohanna, Herre af Aila, en christen Fyrste, indfandt sig personlig. Han fik Freden paa Vilkaar at betale en aarlig Skat af 3000 Daler i Guld. Mohamed gav ham i den Anledning et aabent Brev, hvori han i den overbærende og barmhiertige Guds Navn erklærede, at Yohanna og Ailas Borgere, saavelsom de med dem handlende Indvaanere af Syrien, Yemen og Søkysterne for deres Skibe og

Karavaner skulde nyde Beskyttelse af Gud og af

Mohamed hans Apostel.

Vinder nogen af dem,

lagde han til, nye Rigdomme, saa foretrække han dem ikke for sin Sjels Frelse. Gjør han Fanger, saa behandle han dem menneskelig, unde dem den Føde og Hjelp, som de behøve og som de love at bes tale, naar de vorde frie. Indvaanerne af Aila bevare den Dag i Dag dette Skrift. Profeten forærede Staden ogsaa den Kappe han da bar *.

Alle Omegnens Smaaherskere, som ei vilde antage Mohameds Lære, bleve ham skatskyldige. Okaider en christen Fyrste, som var stolt af Titlen: Konge af Doumat Elmendol, en Stad ikke

langt fra Damask sendte ingen Gesandt til Tas buf. Indsluttet, med Skatter og Familie, i sin Fæstning Madhen troede han sig sikker; men Mohamed, som ikke vilde lade en farlig Fiende bag sig, sendte Khaled med 400 Ryttere og Befaling at bringe Fyrsten med sig, og rykkede imidlertid op fra Tabuk efter 20 Dages Ophold der. Khaled fan

* Den tyrkiske Keiser besidder denne endnu, gjemt i et Guldskrin. Tyrkerne tilskrive den deres Vaabens Held og især den Kraft at helbrede de Syge, ber drikke af det Vand, hvori man har dyppet den.