Imágenes de páginas
PDF
EPUB

Thy wee bit housie, too, in ruin!
Its silly wa's the win's are strewin'!
An' naething, now, to big a new ane,
O' foggage green!

An' bleak December's winds ensuin',

Baith snell and keen!

Thou saw the fields laid bare an' waste,
An' weary winter comin' fast;

An' cozie here, beneath the blast,

Thou thought to dwell,

Till, crash! the cruel coulter past

Out thro' thy cell.

That wee bit heap o' leaves an' stibble
Has cost thee mony a weary nibble!
Now thou's turn'd out, for a' thy trouble,
But house or hald,

To thole the winter's sleety dribble,

An' cranreuch cauld.

[blocks in formation]

SIR WALTER SCOTT.

1771-1832.

Walter Scott, senere Baronet, Sir Walter, blev født den 15de August 1771 i Edinburg. Familien hørte oprindelig hjemme paa Landet i det saakaldte Border Country eller Grænsedistrikt*), og Scotts Fader var den første af Slægten, som havde valgt en lærd Beskjæftigelse; han hørte nemlig til den Klasse af de skotske Advokater, som kaldes Writers to the Signet (eller blot writers), og svarer til de engelske Attorneys **). Som lidet Barn blev Sønnen formedelst en Lamhed i det høire Ben sendt paa Landet til Bedstefaderen, paa Gaarden Sandy Knowe, i Nærheden af Melrose, og havde saaledes den sjeldne Lykke at voxe op i og modtage sine første Indryk fra den Natur og det Liv, som siden kom til at udgjøre hans Digtnings bedste Indhold. Efterat

*) Saaledes kaldtes den sydlige til England grænsende Del af Skotland, fra den tidlige Middelalder Scenen for de mange bittre og blodige Feider mellem Skotterne og Englænderne. Beboerne af dette Strøg,,,the Borderers", vare ligesom de keltiske Høilændere inddelte i Claner eller Stammer; til en af disse, the Clan of Scotts, hørte Walter Scotts Familie. Scott omfattede sin Clan med en lidenskabelig Kjærlighed; i sin Velmagts Dage sørgede han for sine Undergivne som en Fader, og ligeoverfor Stammens Chef, Hertugen af Buccleuch (udt. Buk-klú), nærede han, saalænge han levede, paa engang den fordums Vasals og den ridderlige Troubadours Følelser. Hans Oldefader havde deltaget i Reisningen for Stuarterne i 1715, og kun med Nød, ved Hertuginden af Buccleuchs Mellemkomst, reddet Livet, men mistede alt hvad han elede; Bedstefaderen levede rolig som Landmand paa sin Gaard Sandy Knowe; Faderen, en streng Presbyterianer, var af Grundsætning en Tory, men loyal ligeoverfor det nye Dynasti, uden dog samtidig at fornægte det gamle Fyrstehus. Hans Krydsen mellem disse modstridende Interesser har Sonnen med meget Lune skildret i Mr. Saunders Fairfords Person i Romanen Redgauntlet. Moderen, hvem Sønnen mere slægtede paa, hed Anne Rutherford, og tilhørte Clanen af samme Navn, ligeledes fra Grænsedistriktet.

**) I England skjelnes bestemt mellem barristers, som ere de for Skranken plæderende Advokater (i Skotland kaldte advocates), og attorneys og sollicitors, Forretningsforere eller Notarer, som ere Mellemmænd mellem Parterne og de egentlige Advokater. Disse sidste komme aldrig i umiddelbar Forbindelse med de procederende Parter, men engageres af the attorneys eller sollicitors og forsynes af dem med de nødvendige Dokumenter og Øvrige Oplysninger.

have gjennemgaaet den høie Skole i Edinburg, hvor han fornemmelig gjorde sig bemærket ved sit ualmindelige Fortællertalent, valgte han efter Faderens Ønske det juridiske Studium og blev forfremmet til Advokat i 1792; men Literaturen interesserede ham meget mere end Akterne, og han havde heller aldrig nogen betydelig Praxis. I 1797 ægtede han Charlotte Margrete Charpentier, en Dame af fransk Herkomst, hvis Moder havde mistet sin Mand i Revolutionen og derpaa var flyttet til England. I 1799 blev han Sheriff (ɔ: Sorenskriver eller Herredsfoged) i Selkirkshire, i den samme Egn, hvor han havde henlevet sin Barndom, og bosatte sig i Ashestiel ved Bredden af Tweed, som han saa ofte har besunget. Med dette Embede forenede han i 1806 Posten som Sekretær i Skotlands Høiesteret (Court of Sessions), en Bestilling, som nødte ham til at tilbringe de sex Maaneder af Aaret i Edinburg. Disse to, godt aflagte og ikke meget byrdefulde Embeder, sikkrede ham et sorgfrit Udkomme, og da hans Forfatterskab fra denne Tid af begyndte at indbringe ham meget anselige Beløb, troede han at have fundet Midlerne til at virkeliggjøre, hvad der længe havde været hans høieste Ønske, at blive en rigtig skotsk Laird og grunde en egen Gren af Familien Scott. Til den Ende indkjøbte han i 1811 det første Stykke Jord ved Bredderne af Tweed, og Aaret efter flyttede han fra Ashestiel over til sin nye Eiendom, som han døbte Abbotsford (Abbedisundet), efter den gamle Abbediruin, paa hvis Grund den laa. Her levede han nu fra 1812 til 1826 paa sin Lykkes Høide, kjøbte det ene Stykke Jord efter det andet, byggede, plantede og skrev, og oppebar for sine Skrifter Summer, som indtil den Tid havde været uden Exempel i Literaturens Historie (de ansloges i Waverley-Romanernes bedste Tid til 10,000 Lstrl. om Aaret), og øvede samtidig en storartet Gjæstfrihed som Vært for den store Hær af Besøgende, hvem hans feirede Navn trak til Abbotsford. Thi skjønt hans Forfatterskab i denne Periode var anonymt, og han satte den lavere Ærgjærrighed at være en skotsk Herremand over den høiere at være Forfatteren til the Waverley-Novels, tvivlede ingen om, at han virkelig var „den store Ubekjendte". Men denne Herlighed havde længe hvilet paa en hul Grund. Han havde, hvad der ogsaa var en Hemmelighed for andre end de Indviede, i mange Aar været Interessent i Brødrene Ballantynes Bogtrykkeri og Archibald Constables Forlæggerfirma (i Edinburg), og saaledes paa en Maade selv baade trykt og forlagt sine Skrifter. Begge Forretninger vare drevne med stor Letsindighed; og den forbausende Produktivitet, som Scott udfoldede i dette Tidsrum, havde ikke mindst sin Grund i de Forpligtelser, han ved denne Forbindelse havde paadraget sig. Det virkelige Omfang af disse lærte han først at kjende ved Ballantynes og Constables Fallissement i Januar 1826, og det viste sig da, at der paa Scotts Part faldt en Gjældsbyrde af 120,000 Lstrl. Dette forfærdelige Slag knuste med Eet alle hans kjæreste Forhaabninger; men han bar sin Skjæbne som en Mand. „Hils Davy," skrev han til den berømte Kemikers Hustru, sin Frænde, „at Ulykken aldrig har kastet et uopløseligere Emne i sin Digel," og det syntes, som disse Ord skulde blive til Virkelighed; thi saa stor var hans Arbeidskraft, og saa grundfæstet hans Gunst hos

Publikum, at han i Løbet af de fire paafølgende Aar havde afbetalt næsten Halvdelen af Gjælden ved de Skrifter, han imidlertid forfattede *). Men hans stærke Konstitution bukkede tilsidst under for de uhyre aandelige Anstrengelser. I Februar 1830 blev han rammet af et heftigt Slaganfald, og fra denne Tid havde han, skjønt han endnu førte Pennen, ikke mere sin fulde Aandskraft. En Reise til Syden blev besluttet, og han seilede Høsten 1831 til Middelhavet paa en Fregat, som Regjeringen havde stillet til hans Disposition, men han fandt ikke den søgte Lægedom og stundede tilbage til Abbotsford, hvor han udaandede den 21 de September 1832, omgivet af alle sine Børn, Han blev bisat i Familiebegravelsen i Dryburgh Abbedi, ved Siden af sin forudgangne Hustru, i Nærheden af det Sted, hvor han havde tilbragt sin Barndom og siden som Mand levet sine lykkeligste Dage. Alle de skotske Aviser, og mange af de engelske, som meldte hans Død, udkom med Sørgerand, og der hørtes kun een Stemme, oprigtig Sorg og Høiagtelse.

Scotts Liv er skildret af hans Svigersøn Lockhart, hvem han havde indsat til sin literære Testamentfuldbyrder, for en stor Del efter hans egne Optegnelser og Breve. Biografien er skreven i en lys, mandig Stil, med stor Udførlighed, og en Oprigtighed, som i sin Tid paadrog Forfatteren stærke Bebreidelser, men som er meget langt fra at have skadet Scotts Eftermæle. Det er et udmærket Arbeide, en Hæder for dets Forfatter, og en Pryd for den engelske Literatur.

[ocr errors]

Da Walter Scott i 1805 fremtraadte med sit første større Arbeide, den romantiske Digtning The Lay of the Last Minstrel (den sidste Skjaldesang), var han allerede en Mand paa 34 Aar. Men hans forudgaaende Liv havde været i særegen Grad gunstigt for den frugtbare og lysende Forfattervirksomhed, som han hermed begyndte. Den i hans tidligste Barndom vakte Kjærlighed til sit Lands gamle Historie og Traditioner, som havde faaet stadig Næring ikke blot ved Læsning og Forskning, men endnu mere ved personlig Erfaring, ved gjentagne Reiser og Vandringer i Skotland, dels for Fornøielse, dels i Forretninger; senere hans Ophold paa Landet en stor Del af Aaret som Sheriff maatte han hvert Aar tilbringe fire Maaneder i sit Distrikt —; hans historiske, antikvariske og juridiske Studier, alt dette tilsammen dannede den faste Virkeligheds Grund, hvori hans Digtning havde sin Rod, og hvoraf den, da det rette Øieblik kom, med Eet kunde slaa ud i fuld Blomst. Han begyndte som Samler og Efterligner, og steg derfra til selvstændig Produktion. Allerede i 1796 var han optraadt med en Oversættelse af Bürgers Leonore, og nogle Aar efter (1799) med en Oversættelse af Goethes Götz von Berlichingen. Ingen af disse Arbeider vakte nogen almindelig Opmærksomhed hos det store Publikum, men de bleve af stor Betydning for Scott selv, fornemmelig Götz; thi den Overensstemmelse med Begivenheder

*) Han vilde ikke høre om nogen Akkord med sine Creditorer, heller ikke benytte sig af de Tilbud om Hjælp, som fra mange Kanter bleve gjorte ham; thi hans Ulykke vakte almindelig Deltagelse, og fra Enkeltmand, hvis Navn er bleven ubekjendt, blev der tilbudt ham 30,000 Lstrl.

og Tilstande i sit eget Land, som han fandt i denne Digtning, vakte først Tanken hos ham om, at de hjemlige Minder kunde afgive Stof til lignende Fremstillinger. Hans næste større Arbeide, en Samling af de skotske Grænsemarkers Folkesange, Minstrelsy of the Scottish Border, som udkom i 1802-3, gjorde ham heller ikke synderlig bekjendt udenfor visse Kredse; men for hans senere Forfatterskab kan Betydningen af dette Værk ikke anslaaes høit nok. Det var ligesaa meget et antikvarisk som et poetisk Arbeide; ved Siden af Sangene og Viserne, hvoraf flere originale af ham selv, indeholdt Samlingen udførlige Oplysninger om Sæder og Skikke, historiske Personer og Begivenheder, og den blev det rige Magasin, som forsynede ham med Stof baade for hans mindre episke Digtninger, og især for hans Romandigtning. Scott havde, som Lockhart siger, inden han endnu var kommet udover Forfatterskabets Tærskel, uden Beregning, i ren Enthusiasme for sit Fædreland, samlet næsten alle de Materialier, som hans Genius var bestemt til at bearbeide.

Rokeby, hvis

Efter The Lay of the Last Minstrel fulgte i 1808 Marmion, a Tale of Flodden Field (Slaget mellem Henrik den Ottende og Skotternes Konge Jakob den Fjerde, 1513), og i 1810 The Lady of the Lake, alle behandlende skotske Begivenheder og skildrende skotske Lokaliteter, Grænsemarkerne i de to første, de skotske Høilande i det sidste. Det nye Stof, som herved indførtes i den engelske Poesi, i Forening med Forfatterens smittende Begeistring for de skildrede Emner, sikkrede disse Digtninger, tiltrods for Kritikkens Indvendinger, et stedse stigende Bifald hos den læsende Almenhed. Handling spiller paa engelsk Grund, kom dernæst, i Slutningen af 1812, men blev ikke saa gunstig modtaget, hvad Scott selv fornemmelig tilskrev Lord Byrons Fremtræden; thi i dette Aar var netop de to første Sange af Childe Harold's Pilgrimage udkommet (i Marts 1812) og havde taget Publikum med Storm. Da ombyttede han den metriske Form med Prosaen, og begyndte i 1814 med Waverley Rækken af sine verdensberømte historiske Romaner, og her formaaede ingen at gjøre ham Rangen stridig. Men indenfor denne Tid falder, foruden en Mængde mindre Skrifter, ogsaa tre store literære Foretagender: hans Udgaver af Dryden's og Swift's Skrifter (fuldendt 1808 og 1814), og hans væsentlige Medvirkning ved Stiftelsen af Tidsskriftet The Quarterly Review, efterat han havde ophørt at være Medarbeider i den tidligere stiftede Edinburgh Review *).

*) The Quarterly Review blev stiftet i 1809 paa Torygrundsætninger (hos Murray i London, hvor den fremdeles udkommer), i Opposition til den i 1802 af Jeffrey, Brougham m Fl. i Edinburg grundlagte og efter Whigprinciper ledede Edinburgh Review (i blaat Omslag med gul Ryg blue and buff, blaa Frak og gul Vest, dengang Whiggernes Farver). Blandt Stifterne vare, foruden Scott, Canning, dengang Minister, Wilson Croker (bekjendt Parlamentsmedlem), George Ellis (Udgiveren af Specimens of Early English Poetry), Malthus, den bekjendte Statsøkonom, m. Fl.; den første Redaktør var William Gifford, ,,som kunde tælle sine Fiender i tusindevis, og sine Venner paa sine Fingre", indtil 1824; han blev efterfulgt af Lockhart, som med stor Dygtighed forestod Udgivelsen indtil 1853 († 1854 paa Abbotsford).

« AnteriorContinuar »